Ugens ledelsesdilemma, som bringes her på lederne.dk og i Berlingske Tidende, handler om en leder, der bliver ramt af stress.

Arbejdsmiljøkonsulent Signe Tønnesen Bergmann råder lederen til at følge sin læges råd og sygemelde sig på ubestemt tid. Hun fortsætter:
- Inden lederen sygemelder sig, er det vigtigt at informere sin nærmeste chef om tingenes tilstand og aftale, hvordan der kan holdes løbende kontakt. Her kan lederen og chefen drøfte, hvornår og under hvilke betingelser lederen kan vende tilbage, herunder hvordan lederen og virksomheden i fællesskab kan få reduceret de stressbelastninger, der har ført til sygemeldingen. Denne kontakt er med til at sikre, at lederen har et job at vende tilbage til, hvor de stressudløsende belastninger er reduceret eller fjernet.