
Når Jørgen Huno Rasmussen (på billedet) kigger tilbage på sine strategiske overvejelser de seneste år, kan han med stolthed konstatere, at strategien har været medvirkende til et særdeles positivt resultat på bundlinjen.
2008 blev det bedste år nogensinde for cement- og mineralgiganten i Valby. Og det skyldes ifølge direktøren selv blandt andet det strategiske kursskifte, som FLSmidth foretog for halvandet år siden med købet af en canadisk koncern, der fremstiller udstyr til minedrift og mineraludvinding.
Kursskiftet betød, at FLSmidth fik to ben at stå på: Det gamle ben som producent af cementfabrikker og det nye ben med mineudstyr.
- FLSmidth ville ikke nær have stået i den styrkeposition, vi står i i dag, hvis ikke vi havde haft dette opkøb, siger Jørgen Huno Rasmussen til dagens udgave af Berlingske Nyhedsmagasin.
Han understreger, at koncernen med sine to ben nu står stærkere i forhold til konjunkturudsving.
- Det kan godt være, at vi ikke er blevet helt så konjunktur-ufølsomme, som vi kunne have ønsket os. Men det har også noget at gøre med, at denne krise rammer alt og alle. De er ikke nogen gemmesteder noget sted i verden, siger Jørgen Huno Rasmussen til Berlingske Nyhedsmagasin.