
Mulighedserklæringen udspringer af Sygefraværsaftalen som regeringen indgik med Ledernes Hovedorganisation og de øvrige parter på arbejdsmarkedet i efteråret 2008.
Formålet med mulighedserklæringen er at øge chancerne for at fastholde medarbejdere med sygefravær på arbejdsmarkedet, og undgå at de udstødes. Fokus er på, hvad medarbejderen kan på trods af sin sygdom frem for, hvad medarbejderen ikke kan på grund af sin sygdom, hvilket var omdrejningspunktet i forbindelse med den tidligere lægeerklæring om uarbejdsdygtighed.
Erklæringen kan være særlig nyttig i de tilfælde, hvor der er usikkerhed om, hvilke arbejdsfunktioner medarbejderen kan varetage under sin sygdom.
Mulighedserklæringens to dele
Mulighedserklæringen består af to dele:
Del 1 udfylder du som leder sammen med den sygemeldte medarbejder. I denne del skal I sammen beskrive medarbejderens funktionsnedsættelser, påvirkede jobfunktioner samt eventuelle aftalte skånehensyn.
Del 2 udfyldes af lægen på baggrund af en samtale med medarbejderen om oplysningerne i del 1. Denne del indeholder lægens vurdering af, om de beskrevne forhold i del 1 er forsvarlige i forhold til medarbejderens helbredssituation, lægens forslag til skåneinitiativer og forventet varighed af den periode, hvor arbejdet skal tilpasses eller helt eller delvist fravær fra arbejdet anses som påkrævet.
Sådan gør du Du skal indkalde medarbejderen til samtalen om mulighedserklæringen med et rimeligt varsel. Medarbejderen har pligt til at møde op til samtalen, medmindre sygdommen forhindrer dette. Hvis ikke medarbejderen kan møde op personligt, skal samtalen så vidt muligt holdes telefonisk.
Som leder har du mulighed for at forlange mulighedserklæringen udarbejdet på hvilket som helst tidspunkt i sygeforløbet eller i forbindelse med et forløb, hvor en medarbejder har gentagne sygemeldinger.
Når du og din medarbejder har udfyldt del 1 af mulighedserklæringen, medbringer medarbejderen den til lægen, som så udfylder del 2. Som leder har du mulighed for at fastsætte en rimelig frist for, hvornår du skal have den udfyldte mulighedserklæring retur.
Du har også mulighed for at få hjælp hos Arbejdstilsynets help desk, der vejleder om, hvilke regler og lovgivning der gælder på sygefraværsområdet.