
Næsten fire ud af fem, 78 procent, af de adspurgte nyudnævnte ledere betragter deres job som spændende og udfordrende. Til sammenligning er tallet 68 procent for andre ledere på samme niveau.
Ledelsesrådgiver Niels Henriksen, Ledernes Hovedorganisation, mener, at det blandt andet skyldes, at de nye ledere ofte selv har valgt at gå efter et lederjob.
- Tidligere blev man typisk rekrutteret som leder, fordi man var den fagligt dygtigste. De nye ledere har selv gjort sig overvejelser om det at være leder. Lederjobbet har været et positivt tilvalg og ikke bare et tilbud, siger Niels Henriksen til det nye nummer af magasinet Lederne.