
Topchef Nils Smedegaard Andersen lagde under præsentationen af regnskabet ikke skjul på, at det fortsat er svære tider – også for Mærsk.
- Det er årtiers værste krise. Vi ser tegn på bedring i verdensøkonomien, men shipping vil være længere tid om at komme sig end resten af verdensøkonomien, sagde Nils Smedegaard ifølge Børsens hjemmeside til nyhedsbureauet Direkt.
Ifølge Business.dk har Nils Smedegaard Andersen indtil videre i år fyret 1.500 medarbejdere i containerforretningen Maersk Line, hvor 4.500 medarbejdere i 2008 mistede jobbet.
Nils Smedegaard Andersen tiltrådte som topchef i Maersk i 2007. Samme år blev han på ledelseskonferencen Ledelsens Dag kåret som Årets Leder af Ledernes Hovedorganisation på baggrund for de resultater, Smedegaard opnåede som koncernchef i Carlsberg.