
I den nye udgave af det elektroniske tidsskrift Ledelseidag.dk fremhæver medforfatteren til en ny bog om intern lederrekruttering, HR-chef i Saxo Bank Dion Sørensen, en række årsager til, at virksomhederne bør systematisere den interne rekruttering og udvikling af ledere.
Dels slipper organisationen for at kæmpe om de ledere, der alligevel er for få af på markedet, og som oftest er videre, inden de har skabt værdi. Dels signaleres det over for unge, håbefulde talenter, at der er mulighed for en ledelseskarriere internt. Og dels får organisationen mulighed for at skabe sin egen ledelseskultur gennem implementering af egne principper og metoder.