
Ifølge magasinet Lederne var tre procent af de mandlige ledere sygemeldt i flere end tre uger sidste år, og det procenttal var dobbelt så højt for alle beskæftigede mænd under ét. Og mens seks procent af de kvindelige ledere var sygemeldt i flere end tre uger i 2008, gjaldt det samme for ni procent af alle beskæftigede kvinder.
- Det kan være, at man føler sig stærk fysisk og psykisk og derfor godt kan magte at være leder. Hvis helbredet skranter, siger man ikke ja tak til lederjobbet, siger seniorforsker Merete Labriola fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd til magasinet Lederne.