Det er Arbejdsdirektoratets Tilsynsafdeling, der har kigget nærmere på en række a-kasser, og konklusionen for Ledernes A-kasse er, at den både har en meget tilfredsstillende administration og en meget lav fejlprocent.
- Sidste år lavede vi en stor gennemgang, hvor det viste sig, at vi havde et problem på det her område. Blandt andet kunne forretningsgangene forbedres, og vi opdagede, at mange fejl tydede på, at medarbejderne manglede viden. Derfor arrangerede vi kurser, og det har gjort dem dygtigere til at administrere regelsættet om supplerende dagpenge, siger Gert Bronton, der er direktør i Ledernes Hovedorganisation og chef for Medlemsbetjeningen.
Gert Bronton påpeger, at resultatet er med til at skabe tryghed for medlemmerne.
- Vores væsentligste mål er at give rigtige svar og afgørelser. Reglerne er hamrende komplicerede, så medlemmerne er afhængige af, at vi kan administrere rigtigt. Dette resultat kan give tryghed, for de kan se, at vi træffer rigtige afgørelser, siger han.
Arbejdsdirektoratets Tilsynsafdeling har også kigget nærmere på a-kassernes rådighedsvurderinger. Også her er fejlprocenten hos Lederne lav sammenlignet med andre a-kasser, og 92 procent af rådighedsvurderingerne er færdigbehandlet korrekt.