
Knap hver anden, 44 procent, af de adspurgte ledere mener, at krisen medfører mere innovation og nytænkning. Det er positivt, mener Malene Salskov Amby, arbejdsmiljøkonsulent i Ledernes Hovedorganisation, da det er vigtigt ikke kun at fokusere på nedskæringer og hurtig brandslukning.
- De virksomheder, der tænker nyt og innovativt, har betydelig større mulighed for at klare sig godt under krisen. De vil samtidig være bedre rustet, når krisen vender, og muligvis kan de have vundet nogle markedsandele. Hvis man fokuserer på nedskæringer og på lige at klare sig igennem, risikerer man, at kampånden og fællesskabet hos medarbejderne forringes. Derfor er det vigtigt, at lederen får skabt et rum, hvor der er plads til nye idéer, siger Malene Salskov Amby.