
En daginistutionsleder har oplevet, at vilkårene for hendes lederjob er undergået løbende forandringer. Dels har hun fået flere administrative opgaver, dels er institutionen begyndt at få flere og flere børn, som kræver særlig opmærksomhed, og som kommer fra mindre velfungerende familier. Dette er temaet for ugens ledelsesdilemma, som bringes her på lederne.dk og i Berlingske Tidende.
I en kommentar til dilemmaet siger ledelsesrådgiver Trine Dilèng bl.a.:
- At beslutte og gennemføre besparelser er en del af ledelsesopgaven, og her er det vigtigt, at lederen kommunikerer på en åben og troværdig måde, så forandringen opleves som meningsfuld. Besparelser – og forandringer i det hele taget – har det ofte med at få det værste frem i os. Det skaber pessimisme og tager energi. Men sådan behøver det ikke at være, en besparelse kan også være starten på nye muligheder.