
Det viser en ny, endnu ikke offentliggjort, undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation.
Den tendens er positiv, mener Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Ledernes Hovedorganisation. For at få sygefraværet ned, skal virksomhederne håndtere det – og helst så hurtigt som muligt.
- Det er afgørende at gribe ind tidligt. Alle undersøgelser viser, at der er større risiko for, at sygefravær udvikler sig til længerevarende sygdom, og at man bliver udstødt permanent af arbejdsmarkedet, hvis ikke virksomheden forholder sig aktivt til det, siger Lars Andersen.
Undersøgelsen fra Ledernes Hovedorganisation viser desuden, at hver tredje leder i løbet af de seneste tre år en eller flere gange har afskediget en medarbejder på grund af for højt sygefravær.
- Der er nogle situationer, hvor man som leder kan være nødsaget til at sige farvel til medarbejdere for eksempel ved udsigtsløs sygdom eller hvis medarbejderne ikke længere kan varetage sit job, siger Lars Andersen.
Han understreger, at en virksomhed ikke kan løse problemet med sygefravær ved at fyre de sygemeldte, men i stedet bør håndtere det aktivt, så de hurtigt kommer tilbage.