Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Sundhed som lokkemad


14.04.2008

Når flere og flere virksomheder investerer store ressourcer i sundhedsfremmende ordninger, er det blandt andet for at virke tiltrækkende på potentielle nye medarbejdere. Det fremgår af en ny, endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation.


Topscorer på listen over, hvorfor virksomhederne tilbyder eksempelvis frugt og rygestopkurser, er ønsket om at øge tilfredsheden blandt de nuværende ansatte og sikre, at medarbejderne ikke søger væk. Og lige efter kommer målet om at fremstå attraktiv for ansøgere, som for tre ud af fire adspurgte ledere har betydning.

- Det er ikke så overraskende, at sundhedsordninger primært indføres for at glæde og fastholde de ansatte – ofte er ordningerne jo blevet til på opfordring fra nuværende ledere og medarbejdere. Mere overraskende er det, at sundhed også af så mange tænkes i forhold til rekruttering, siger rådgivningschef Vibeke Skytte fra Ledernes Hovedorganisation.

Hun mener, at tendensen blandt andet skyldes den store mangel på arbejdskraft.

- I tider med næsten ingen arbejdsløshed kan de jobsøgende tillade sig at være meget kritiske. Og hvis en ansøger står med to spændende job på hånden, hvor jobindhold og vilkår er identiske, men hvor det ene sted tilbyder gratis frugt, sund kantinemad og adgang til motionsrum, er valget for mange formentlig lettere, mener Vibeke Skytte.

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne