Det er et forskerteam på Handelshøjskolen Aarhus Universitet, der står bag den omfattende undersøgelse, hvor cirka 10.000 virksomheder har deltaget.
Den viser, at kvindelige ledere ikke alene har større chance for forfremmelse, men at de også får en højere løn end kvinder i lignende stillinger i virksomheder, hvor topchefen er en mand.
- Tallene kan være et udtryk for, at virksomheder med kvindelige chefer søger bredere. Det kan også være en slags selektionseffekt, så virksomheder med kvindelige chefer i særlig grad tiltrækker andre dygtige kvinder med lederambitioner og evner, siger lektor Mette Verner, der har været med til at lave undersøgelsen.