Ordningen er midlertidig og gælder for personer, der fylder 64 år i perioden 2010-2016. Det betyder, at personer, der er fyldt 60 år den 1. januar 2006 eller senere, har mulighed for at blive berettiget til skattenedslaget. Personer, der fylder 60 år i 2012, er sidste årgang, der er omfattet af ordningen.
|
Du kan få skattenedslag hvis
- du er født i 1946, 1947, 1948, 1949, 1950, 1951 eller 1952
- og du arbejder fuld tid* fra du er 60 til du fylder 65 år
- og du i de tre år, hvor du fyldte/fylder 57, 58 og 59 år har en gennemsnitlig årlig bruttoløn** på mindre end kr. 550.000***
* Kravet om fuldtidsbeskæftigelse opfyldes dels ved et lønkrav, dels ved et timekrav. Kravene betyder, at ledighedsperioder op til ½ år fra 60 til og med 64 års alderen ikke medfører, at retten til skattenedslaget mistes, men at beløbet kan blive nedsat.
** Grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget.
*** Beløbet afhænger af hvornår du fyldte/fylder hhv. 57, 58 og 59 år. Fyldte du 57, 58 eller 59 år før 2008 er beløbet, du gennemsnitligt må tjene de pågældende år, mindre end kr. 550.000, mens beløbet er større end kr. 550.000, hvis du fylder 57, 58 eller 59 år efter 2008. Se beløbsgrænserne her |
Skattenedslaget beregnes som 40 pct. af grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget det år, du fylder 64 år – dog højest kr.100.000. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget opgøres inkl. indskud på arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger. Altså - hvis du fylder 64 år i januar og tjener kr. 350.000 om året, vil skattenedslaget være på kr. 100.000. (350.000*0,4=140.000, men skattenedslaget kan højest være på kr. 100.000).
Da den periode, hvor man er 64 år typisk fordeler sig over to kalenderår, reguleres beløbet efter, hvor stor en andel af året, du er 64 år. Det opgjorte beløb fordeles forholdsmæssigt mellem de to indkomstår, hvor du fylder 64 år og 65 år. Hvis du fx fylder 64 år den 5. juli 2012, og dermed er 64 år i halvdelen af 2012, vil du få halvdelen af skattenedslaget vedr. 2012 udbetalt i foråret 2013 og resten i foråret 2014.
Skattenedslaget på op til kr. 100.000 gives i form af tilbagebetaling af en del af det betalte arbejdsmarkedsbidrag. For hvert af indkomstårene fra det år du fylder 60 år til og med det år du fylder 64 år, kan der i det samlede tilbagebetalingsbeløb indgå op til kr. 20.000 af det, du har betalt i arbejdsmarkedsbidrag.
Eksempel: En person, der fylder 64 år den 1. april 2012, og dermed er 64 år i 75 pct. af 2012, og har et arbejdsmarkedsbidragsgrundlag på kr. 250.000 i både 2012 og 2013, vil få tilbagebetalt kr. 75.000 (250.000*0,4*0,75) vedr. 2012 og kr. 25.000 (250.000*0,4*0,25) vedr. 2013, hvor personen fylder 65 år. Denne tilbagebetaling er dog betinget af, at personen også har indbetalt minimum kr. 20.000 i arbejdsmarkedsbidrag i hvert af årene 2008, 2009, 2010 og 2011, hvor personen fyldte hhv. 60, 61, 62 og 63.
|
Ordningen er lavet således, at du for at få den fulde tilbagebetaling typisk vil skulle arbejde efter du er fyldt 65 år. Det skyldes at en del af tilbagebetalingen beregnes af arbejdsmarkedsbidraget det år, hvor man fylder 65 år. Hvis personen i eksemplet ovenfor vælger at gå på folkepension den 1. april 2013, hvor personen fylder 65 år og dermed formindsker sit arbejdsmarkedsbidragsgrundlag til kr. 150.000 i 2013, vil tilbagebetalingen vedr. 2013 kun blive på kr. 15.000.
Det maksimale tilbagebetalingsbeløb for dig, der er født i 1946 og 1947 er hhv. kr. 60.000 og kr. 80.000.
Personer, der fylder 60 år i 2012, er sidste årgang, der er omfattet af ordningen.
Reglerne om skattenedslag træder i kraft den 1. juli 2008.