Pas godt på din ret til dagpenge og efterløn ”hele vejen”
07.03.2008
På grund af den positive udvikling i antallet af ledige, og på grund af den store generelle efterspørgsel efter arbejdskraft, har regeringen øget sit fokus på, at så mange som muligt kommer i beskæftigelse så hurtigt som muligt.
Rigsrevisionen har samtidig i februar 2008 konkluderet, at a-kassernes administration af rådighedsreglerne ikke i alle tilfælde er hensigtsmæssig eller korrekt.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har derfor iværksat, at der skal ske en øget kontrol af, om de ledige er aktivt jobsøgende. I forlængelse heraf udtalte ministeren, at ”ledige bliver betragtet som aktivt jobsøgende, hvis de søger fire realistiske job om ugen”.
Dette budskab er fulgt op af Arbejdsdirektoratet den 6. februar 2008 via breve til a-kasserne og en meddelelse om den krævede jobsøgning. Det fremgår af direktoratets meddelelse, at den ledige skal udvise en ”realistisk og seriøs jobsøgning”, og at 4 ansøgninger pr. uge ”kan anses for at være et acceptabelt niveau”.
Det er derfor vigtigt, at du som ledig er meget omhyggelig med at søge ”fire realistiske job om ugen”, hvis du fortsat vil kunne modtage dagpenge.
Hvis du ikke har søgt fire job om ugen, vil du dog efter en konkret vurdering kunne anses for at udvise en ”realistisk og seriøs jobsøgning”. Jo længere ned du kommer under 4 søgte job om ugen, jo større er kravene til den forklaring, der skal begrunde en vurdering af, at du fortsat står til rådighed.
Du kan miste retten til dagpenge og efterløn!
Selvom du har fået et job, hvor du skal starte inden længe, eller du snart vil overgå til efterløn fra dagpenge, er det vigtigt, at du fortsætter en ”realistisk og seriøs jobsøgning” helt frem til jobstart eller tidspunktet for overgangen til efterløn.
Hvis du ikke gør det, risikerer du ikke bare at miste retten til dagpenge i den pågældende periode.
Du risikerer at miste op til 5 års efterløn. For hvis du ikke står til rådighed på tidspunktet for overgang til efterløn, så opfylder du ikke betingelserne for at kunne gå efterløn.
Der er krav om aktiv jobsøgning ”hele vejen” frem til du fx påbegynder nyt arbejde eller vil gå på efterløn. Det skal forstås helt bogstaveligt. Derfor vil vi som minimum vurdere de aktivitetsskemaer, som du løbende sender os, og vi bliver nødt til at se et aktivitetsskema, der dækker perioden helt frem til tidspunktet for overgangen til efterløn, før end vi kan udbetale din efterløn.
Det er derfor vigtigt, at du fortsætter din aktive jobsøgning ”hele vejen”.