Det viser undersøgelsen Det Danske Ledelsesbarometer, udarbejdet af Ledernes Hovedorganisation og Handelshøjskolen Århus Universitet. Undersøgelsen offentliggøres senere på året.
52 procent af mændene og 57 procent af kvinderne siger, at det i forbindelse med en eventuel tiltrædelse på et nyt job har stor betydning, at der også er plads til familie- og fritidslivet. Og når det gælder årsagen til at blive i det nuværende lederjob nævner 55 procent af mændene og 60 procent af kvinderne work-life-balance som en meget væsentlig faktor.
- Det er meget positivt, at mændene også vægter plads til familie- og fritidsliv, siger arbejdsmiljøkonsulent i Ledernes Hovedorganisation Signe Tønnesen. Traditionelt har det været kvinderne, der efterspurgte plads til familien, men når mændene også prioriterer work-life-balance højt, er virksomhederne nødt til at tage disse krav alvorligt.
Signe Tønnesen fastslår, at fokus på en fornuftig balance mellem medarbejdernes arbejds- og familieliv dels forbedrer virksomhedernes chancer for at rekruttere dygtige ledere uanset køn, dels kan være med til at forebygge stress blandt de ansatte.