Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Ministeren og masteren indledte sundhedskampagne


18.09.2008

Efterårets stribe af sundhedskonferencer blev indledt i går på Hotel Scandic i København. Cirka 120 ledere fik en både tankevækkende og fornøjelig eftermiddag i selskab med både en minister, en kostvejleder og en master i skikkelse af entertaineren Master Fatman.


Er det et forældet dogme, at den bedste kur for sygemeldte medarbejdere er hjemme under dynen? Det slog beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (billede) til lyd for i sit indlæg. Ministeren mener, at ledere og andre skal se på sygdom med nye briller for at vende de nuværende udvikling med flere sygemeldte og især dramatisk flere langtidssygemeldte.

Først og fremmest skal flere sygemeldte hurtigt og gradvist sluses tilbage på jobbet. Det bliver en central ledelsesopgave i de kommende år, sagde Claus Hjort Frederiksen.

- Som ledere har I tæt kontakt med medarbejderen og kan sætte ind tidligt. Vi ved, at langt de fleste ansatte gerne vil kontaktes af deres leder, når de er syge. Det kan være svære samtaler for jer som ledere at håndtere, men I må droppe berøringsangsten, sagde ministeren, hvis ambitiøse plan om nedbringelse af sygefraværet med 20 procent årligt efterfølgende blev hilst velkommen af Ledernes formand Svend Askær. 

Så blev det tid til fysisk aktivitet. Kostvejleder og coach Gitte Koldtoft fik forsamlingen på benene til blandt andet karateøvelser for at understrege sit budskab om, at ledere kan ændre deres mentale tilstand ved at ændre deres fysiske tilstand. 

- Du skal inspirere dine medarbejdere, ikke informere dem. Når du begynder at ændre dig, vil der opstå ændringer i organisationen, sagde hun.

Sidste mand på podiet har for længst ændret sin fysiske tilstand og talte af åbenlyse grunde mere om mental sundhed end morgenmotion. Indhyllet i gule klæder og god karma fik den trinde talsmand for kærlighed og ydmyghed Morten Lindberg, alias Master Fatman, motioneret de fremmødte lederes lattermuskler med enkle filosofiske betragtninger som denne:

- Hvis medarbejderne har det godt, har lederne det også godt og omvendt. 


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne