
Ledighedsprocenten blandt medlemmerne af Ledernes Hovedorganisation er for juli nede på 0,5 procent, og det er en halvering på under et halvt år.
- Den ekstremt lave ledighed er naturligvis glædelig, men også udtryk for, at der er stor mangel på ledere. Selv om ledigheden måske stiger i løbet af det nærmeste år, vil ledermanglen fortsat være betydelig. Derfor skal der arbejdes med spotting af ledertalenter og udvikling af kommende ledere. Samtidig skal vi blive bedre til at fastholde de ældre ledere længere på arbejdsmarkedet, siger afdelingschef Kim Møller Laursen fra Ledernes Hovedorganisation.
Især for de kvindelige ledere er der sket et markant fald. For et år siden var 1,8 procent af kvinderne uden job, og nu er ledighedsprocenten nede på 0,7 procent.