
Blot 0,5 procent af de danske ledere stod i oktober måned uden arbejde, hvilket svarer til 431 ledige personer. Det er et fald i forhold til september måned, hvor ledighedstallet viste 0,6 procent.
Kim Møller Laursen, afdelingschef i Ledernes Hovedorganisation, mener dog ikke, at vi skal forvente, at ledigheden kommer endnu længere ned.
- Ledigheden for ledere har gennem det seneste halve år svinget mellem 0,8 og 0,5 procent. Allerede inden finanskrisen var arbejdsmarkedet gået et gear ned. Derfor må vi også forvente, at ledigheden for ledere vil stige i løbet af det næste år.
Han påpeger dog, at flere ledige ledere ikke betyder, at markedet er mættet.
- Selv om ledigheden stiger, rykker det ikke ved, at der fortsat vil være mangel på ledere, og ledermangel er dyrt for samfundet. Derfor skal virksomhederne fortsat dyrke ledertalenterne og arbejde målrettet med fastholdelse og rekruttering.