Ledernes A-kasse billig og effektiv
08.12.2008
Mens administrationsudgifterne for de 30 danske a-kasser i gennemsnit steg til 1384 kroner per medlem i 2007, faldt samme udgiftspost til 810 kroner i Ledernes A-kasse. Det viser en ny undersøgelse, som Arbejdsdirektoratet har udgivet.
Ledernes A-kasse ligger dermed på en klar andenplads, når det gælder om at drive sin a-kasse billigt. Kun Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse har en lavere årlig administrationsudgift på 674 kroner per medlem.
- Det er dejlige tal, men heldigvis ikke noget specielt nyt. Lave administrationsudgifter er et parameter, som vi har ligget godt på i adskillige år. Det nye er, at selvom der er kommet øget konkurrence, og vi for eksempel ser kontingentnedsættelser rundt omkring, klarer vi det stadig godt, siger Gert Bronton, der er direktør i Ledernes Hovedorganisation og chef for medlemsbetjeningen.
Han påpeger desuden, at de lave administrationsomkostninger i Ledernes A-kasse ikke betyder, at medlemmerne får en ringere service end medlemmer i andre, dyrere a-kasser.
Ledernes A-kasse er således placeret som nummer fire, når det gælder medarbejdereffektivitet, og nummer fem, når fejlprocenten i sager om bibeskæftigelse og efterløn og den generelle omgørelsesprocent bliver gjort op. Det er et udtryk for, at Arbejdsdirektoratet sjældent går imod Ledernes afgørelser, når der bliver klaget.
- Men når vores omgørelsesprocenter er så lave, så har vi faktisk været nødt til at spørge os selv, om vi er blevet for gode til at følge reglerne? Det er sådan, at vi har to opgaver, og den ene er selvfølgelig at træffe de rigtige afgørelser. Men den anden er at varetage vores medlemmers interesser, og der er det nødvendigt at prøve grænser af. Juridiske afgørelser er ikke naturvidenskab, hvor man kan måle og nøjagtigt afgøre, hvor grænsen går. Så der er plads til at være lidt mere risikovillige i fremtiden, fastslår Gert Bronton.