
Kun 52 procent af de kvindelige ledere har hjemmeboende børn, hvorimod tallet er oppe på 61 procent hos mændene. Det viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Det Danske Ledelsesbarometer, som er udarbejdet af Ledernes Hovedorganisation og Handelshøjskolen i Århus.
Arbejdsmiljøkonsulent Signe Tønnesen fra Ledernes Hovedorganisation vurderer, at en af årsagerne kan være, at kvinderne oplever, det er svært at kombinere karrieren med børn.
- Mange arbejdspladser har ikke en klar personalepolitik, der tager hensyn til, at man har et familieliv ved siden af. For nye kvindelige ledere er det med til at afgøre, om man vælger børnene fra eller til. Men det er også utroligt vigtigt, at kvinderne selv står ved deres ret. Det er ikke kun virksomhedens ansvar, pointerer Signe Tønnesen.