
Flere end hver tredje leder, 36 procent, har konkrete planer eller overvejelser om at skifte job, og det er næsten en fordobling sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse fra 2005. For tre år siden angav 20 procent af lederne, at de havde konkrete planer om at søge nyt arbejde.
Blandt de mange jobsøgende ledere er det især mulighederne for personlig og faglig udvikling, som er nøgleord i valget af ny arbejdsplads. Andre væsentlige faktorer er, at jobbet skal give mening, og at der er mulighed for en god balance med familie- og fritidslivet.
Undersøgelsens resultat får formanden for Ledernes Hovedorganisation Svend Askær til at advare virksomhederne.
- Det her er et vink med en vognstang til virksomhederne om, at rigtig mange gode ledere er på vej væk. Som arbejdsmarkedet er i dag med stor mangel på ledere og næsten ingen ledighed kan lederne tillade sig at være meget selektive. Det stiller krav til virksomhederne om, at de skal gøre det attraktivt at blive i lederjobbet – blandt andet ved at fokusere endnu mere på ledernes faglige såvel som personlige udvikling, give rum til de ledelsesmæssige udfordringer og en god løn, der matcher markedsværdien, fastslår Svend Askær.