
Ofte bliver der i den offentlige debat givet bud på, hvad der er ”best practice” inden for eksempelvis sygehusvæsenet. Men det styrker ikke innovationen, hvis fortællinger om best practice bliver brugt som drejebog for andre nye initiativer. Risikoen er nemlig uoriginale kopiløsninger.
Det fastslår antropolog Kirsten Engholm og cand.phil. Jens Peter Jensen i en ny artikel i det elektroniske tidsskrift Ledelseidag.dk, udgivet af Ledernes Hovedorganisation. Forfatterne, der er fra Region Midtjyllands laboratorium for innovative eksperimenter Midtlab, opfordrer til at flytte tankegangen fra best practice til next practice:
- Ikke mod forbedringer, der allerede er skabt, eller mod nye ideer, der forbliver ideer, men mod de forbedringer af praksis, som ligger foran os – så tæt på at vi kan snuble over dem. Skabt af de fagprofessionelle, der arbejder tæt på de daglige opgaver og derfor som udgangspunkt har den største viden om, hvordan tingene fungerer i praksis, skriver Kirsten Engholm og Jens Peter Jensen.