
Otte ud af 10 adspurgte ledere mener selv, at deres påklædning understøtter deres budskaber. Kun 13 procent vurderer, at deres påklædning ikke hænger godt sammen med de ledelsesmæssige budskaber.
- Lige som i mange andre sammenhænge, er lederen også når det gælder påklædning rollemodel for medarbejderne. Derudover er mange ledere tillige virksomhedens ansigt udadtil. Derfor bør det tøj, lederen tager på, afspejle respekt for virksomhed, kolleger og kunder, siger ledelsesrådgiver Niels Henriksen fra Ledernes Hovedorganisation.
Niels Henriksen understreger, at det stiller særligt store krav til omtanke foran spejlet om morgenen, at mange virksomheder er indrettet med åbne kontorlandskaber og glasdøre. Det er derfor ret usandsynligt, at det vil gå ubemærket hen, hvis en leder eller medarbejder render rundt i en hullet skjorte eller et par mudrede støvler.
Spørgsmålet om syn på påklædning er en del af en undersøgelse om ledernes personlige kommunikation.