Ryst posen: leg og arbejde er det bedste mix
03.07.2008
Så er det sidste udkald for dig og dine medarbejdere, hvis I skal nå toget til årets Roskilde Festival. Stiger I på, venter gevinsten; Leg og løssluppenhed kan bruges strategisk til at styrke kreativiteten og produktionen. Ikke mindst hos lederen selv.
I dag går Nordeuropas største musikfestival for alvor i gang, og med den åbner sig gode kanaler til inspiration og nytænkning for dig selv og dine medarbejdere. Rock n´roll, bål på tønder, kunst og anarki er faktisk med til at styrke de værktøjer, der danner grobund for fremtidens videnssamfund. Derfor giver det god mening at tage på Roskilde Festival, siger forsker i innovation og voksenleg, Ann Charlotte Thorsted:
- Legen åbner for nogle andre dybder i os. Når vi bliver inspirerede, kan det give direkte afkast til vores arbejdsliv. Det optimale ville være, at legen blev kombineret med arbejdet, og det kunne ledelsen i de forskellige virksomheder blive meget mere bevidste om, siger Ann Charlotte Thorsted, som arbejder på en ph.d. om leg i forhold til innovation ved Århus Universitet i samarbejde med LEGO.
Men når lederen gør en indsats for at fremme innovation, er det tit i forhold til medarbejderne. Ofte glemmer lederen sig selv, pointerer Henrik Kongsbak, Ledelsesrådgiver fra Ledernes Hovedorganisation. Han vurderer, at lederen kan have ligeså stor fordel af at tage med sine medarbejdere på lidt festival-eventyr.
- Lederen skal hele tiden sørge for at innovere sin egen ledelsesstil. I stedet for kun at fokusere på at skabe rammerne for innovation, er det også vigtigt selv at være åben for anderledes oplevelser. I dette tilfælde i et forum, hvor man kan få et helt anderledes input, siger Henrik Kongsbak.