39 procent af danskerne har inden for det seneste år været mål for sladder ved kaffemaskinen eller i krogene på jobbet. Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4. Men sladder og bagtalelse på en arbejdsplads er farligt og smitsomt – derfor skal det tages i opløbet af ledelsen, mener arbejdsmiljøchef i Lederne, Lars Andersen.
- Det kan være fantastisk skadeligt for dem, det går ud over – de bliver totalt isolerede og mister selvtilliden, siger Lars Andersen til Politiken
Han understreger, at medarbejderne på arbejdspladser med meget bagtalelse har dobbelt så mange sygedage som på sunde arbejdspladser.
- Fra de undersøgelser, vi har lavet om sygefravær, ved vi, at noget af det, der tæller allermest, er sladder og dårlig stemning på arbejdspladsen. Folk søger væk fra sådan en arbejdsplads, og så får den et rygte, der gør det svært at rekruttere nye medarbejdere.
Ifølge Lars Andersen kan sladder i høj grad knyttes til nye arbejdsformer, hvor fritid og arbejde blandes sammen, og hvor vi opfordres til at lægge stadig mere af vores personlighed på produktivitetens alter.
- Vi har indrettet vores arbejdspladser på en måde, hvor vi interagerer meget mere som mennesker. Vi indgår i projektarbejde og gruppedannelser, hvor vi skal investere en del af vores personlighed. Dermed kommer der potentielt også mange flere konflikter, mener Lars Andersen