
Flere end syv ud af 10 adspurgte kvindelige ledere peger på hensyn til familien som årsag til kvindernes lave repræsentation på direktionsgangene. Lige så mange mener, at en anden årsag er det faktum, at der er for få kvinder i ledelsesniveauet lige under toplederniveau. Med andre ord: Så længe kvinderne også er svagt repræsenteret på lederniveauet lige under toppen, har det negativ indflydelse på kvindernes chancer for at blive spottet til de absolutte topjob.
- Virksomhederne går glip af store potentielle ledelsesmæssige ressourcer. Vi kan håbe, at den akutte mangel på ledere i Danmark kan skubbe processen hurtigere frem, så vi får mange flere kvinder ind på både topniveau og på lederniveauet lige under toppen, fastslår afdelingschef Kim Møller Laursen fra Ledernes Hovedorganisation.
- Når kvinderne selv i så høj grad peger på hensynet til familien, er det et tegn på, at de danske virksomheder skal blive bedre til klart at kommunikere, at et lederjob godt kan forenes med et familieliv. En fornuftig sammenhæng mellem arbejds- og familielivet skal være en klart defineret del af arbejdspladskulturen og udtrykkes tydeligt, blandt andet når virksomhederne rekrutterer og talentspotter nye ledere, siger Kim Møller Laursen.