Det er særdeles vanskeligt at skaffe ny arbejdskraft i Danmark anno 2007. Og konsekvenserne for de virksomheder, som må opgive at få besat de ledige stillinger, er blandt andet mistede ordrer.
Det fremgår af en ny undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation.
Fire ud af 10 ledere fastslår, at de har vanskeligt ved at rekruttere medarbejdere. Og når lederne med rekrutteringsproblemer skal pege på, hvad det har af betydning, er svaret fra næsten halvdelen (44 procent) afvisning af ordrer.
To tredjedele supplerer med at nævne, at manglen på arbejdskraft får de ansatte til at kræve mere i løn, at de nuværende ansatte er nødt til at arbejde flere timer om ugen, og at virksomheden ind imellem må ansætte folk med lavere kvalifikationer end de nødvendige.
- Når så mange virksomheder blandt andet må sige nej til ordrer, er det et stort samfundsproblem. Manglen på kvalificeret arbejdskraft skriger på politisk handling, mener afdelingschef i Ledernes Hovedorganisation Kim Møller Laursen.
Han anbefaler bl.a. at øge rekrutteringen i udlandet og at sætte endnu mere fokus på ansættelse af nydanskere.
- Og så bør man, både fra politisk side og i erhvervslivet, kigge på, hvad vi kan gøre for i højere grad at tiltrække ældre medarbejdere, siger Kim Møller Laursen.