
I Ledernes Hovedorganisation glæder uddannelseschef Mette Bjørn sig over ledernes uddannelsesaktivitet. Hun mener, at stigningen skal ses som udtryk for et holdningsskift blandt både ledere og virksomheder.
- Jeg kan næsten ikke få armene ned. I flere år har Ledernes Hovedorganisation arbejdet på at skabe større forståelse for, at ledelse er et fag, der ligesom alle andre fag kræver uddannelse – og det er for alvor lykkedes nu. Lederne uddanner sig som aldrig før, og ude i virksomhederne anerkender flere og flere, at det er nødvendigt for en leder løbende at opkvalificere sine kompetencer, siger Mette Bjørn.
Hun peger på, at også ledere med en forholdsvis kort uddannelsesbaggrund er begyndt at supplere praksis med teoribøger og hjemmeopgaver. En udvikling, Mette Bjørn finder både positiv og nødvendig.
- Ofte er det de kortuddannede ledere, der oplever de største udfordringer, når forandringer skal udmøntes i hverdagen. Derfor er der ingen tvivl om, at behovet for at lære nyt er stort her, understreger Mette Bjørn.
AMU-lederuddannelserne er målrettet ledere med en kort erhvervsfaglig uddannelsesbaggrund. Alle kurser er medfinansieret af Undervisningsministeriet og udviklet i et tæt samarbejde med Ledernes Hovedorganisation.