Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Kvalitetsreform med fokus på ledelse


21.08.2007

De offentlige ledere skal have et klart defineret ledelsesansvar, mere ledelsesrum, ret til en anerkendt lederuddannelse og skal kunne belønnes for deres indsats.


De offentlige ledere skal have et klart defineret ledelsesansvar, mere ledelsesrum, ret til en anerkendt lederuddannelse og skal kunne belønnes for deres indsats.

Det er blandt de mål for en ledelsesreform i den offentlige sektor, som regeringen i dag har fremlagt. Og det glæder formanden for Ledernes Hovedorganisation Svend Askær, at forbedrede vilkår for de offentlige ledere har fået en fremtrædende plads i kvalitetsreformen.

- At ledelsen er kompetent, er veluddannet og har råderum er blandt de væsentligste forudsætninger for, om borgerne får den gode service, som de har krav på, og om de offentlige arbejdspladser fungerer, fastslår Svend Askær.

Ledernes formand har selv siddet med i den kvalitetsgruppe, som regeringen i sin tid nedsatte i forbindelse med udarbejdelsen af kvalitetsreformen, og Svend Askær glæder sig over, at det er lykkedes at sætte et stort ledelsesmæssigt fingeraftryk i den færdige reform.

- Lederne i det offentlige har længe sukket efter bedre vilkår for at kunne leve op til de faglige og personalemæssige udfordringer, de står over for. Og i forbindelse med målsætningen om at forbedre velfærden i det danske samfund er det værd at huske, at jo større ledelsesrum, lederne har lokalt, desto større muligheder har de for at føre velfærdsforbedringerne ud i livet, mener Svend Askær.

Han minder samtidig politikerne på Christiansborg om, at det er vigtigt, at de fine ord nu bliver fulgt op med handlinger.

- I en undersøgelse, vi foretog for nylig blandt de offentlige ledere, var meldingen meget klar: Flertallet savner politisk ansvarlighed, både på Christiansborg og lokalt, og de savner råderum, så de kan få mere plads til at udvikle deres ledelsesmæssige visioner. Derfor er det essentielt, at lederne i det offentlige konkret og hurtigt kommer til at opleve de fine ord i kvalitetsreformen ført ud i livet, blandt andet når det gælder deres ret til anerkendte lederuddannelser og muligheden for, at de bliver belønnet for deres resultater, siger Svend Askær.

Kvalitetsreformen indeholder i alt 180 initiativer, som alle har til formål at fremme kvaliteten i den offentlige sektor.

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne