Det viser en ny omfattende spørgeundersøgelse blandt ledere i 1.200 private virksomheder, skriver magasinet Lederne i februarnummeret, der udkommer på fredag.
Især undersøgelsens konklusion om, at dialogbaseret ledelse betaler, vækker begejstring hos Ledernes formand Svend Askær:
- Der er en direkte sammenhæng mellem virksomhedens overskud og måden at lede på. Det er aldrig bevist før, siger en tilfreds Svend Askær.
Blandt de undersøgte områder er udvikling af ledergruppen, stærk intern kommunikation og dialogbaseret ledelse. Men ifølge en af hovedkræfterne bag undersøgelsen, lektor Valdemar Smidt fra Aarhus School of Business, er først og fremmest arbejdsmiljøet en afgørende faktor for virksomhedens succes:
- Et godt arbejdsmiljø, hvor man lægger vægt på trivsel, god omgangstone og samarbejde, spiller en positiv rolle for de fleste performance-mål i undersøgelsen. Hvis man satser på det og skaber en kultur med tryghed og forandringsvillighed, er der større sandsynlighed for at klare sig godt, siger han.
Undersøgelsen, der belyser sammenhængen mellem ledelse og virksomhedens samlede præstationer, er blevet til i et samarbejde mellem Ledernes Hovedorganisation og Nationaløkonomisk Institut på Aarhus School of Business.
Med 1.650 besvarelser og tilbundsgående analyser er undersøgelsen den første herhjemme, der på baggrund af omfattende data afdækker, hvordan lederes arbejde afspejler sig i virksomhedernes performance.