Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Et greatest hits af ledelsesdilemmaer


06.11.2007

Der er aldrig kun en rigtig løsning på ledelsesudfordringer. På Ledelsens Dag blev ledelse vendt og drejet af fire kompetente topchefer – og en sal fuld af ledere.


Er det en krammer eller en regulær fyring, der er på sin plads? Er det en god gedigen lønforhøjelse eller ”ingenting” der skal på banen som belønningen til en værdsat medarbejder, der måske er lidt af et brokkehoved? Med mediemanden Mads Steffensen ved roret blev fire kompetente topchefer sat til at vende og dreje et greatest hits af ledelsesdilemmaer på Ledelsens Dag i Bella Center ved København.

Der er problemer i din afdeling med hensyn til medarbejdernes løn. Du ved, at to af dem vil have mere i løn – nu! Den sidst ankomne - lad os kalde ham Preben - har den højeste løn. Preben brokker sig over alt og lufter ofte tanken om at søge væk. En anden medarbejder – lad os kalde hende Anna - er lavere lønnet. Hun arbejder hårdt og er et socialt samlingspunkt. Du kan ikke give dem begge mere i løn. Du kan ikke undvære hverken Preben eller Anna, da dit firma ligger i et område, hvor det er svært at tiltrække nye folk. Hvad gør du?

Sådan lød et af de mange dilemmaer, som blev præsenteret for topcheferne Peter Aalbæk fra Zentropa, Lillian Mogensen fra ATP, Alfred Josefsen fra Irma og Torben Schwabe fra Lyngby Storcenter. De mulige svar lød, som følger:

  • Tilbyder den højestlønnede Preben en lønstigning. Du håber, at det gør ham tilfreds. Uden Prebens brok er der ro i afdelingen.
  • Tilbyder lavest-lønnede Anna en lønstigning. Hun arbejder hårdt og er et socialt omdrejningspunkt.
  • Sammenligner alle medarbejderes kvalifikationer og giver dem et lille beløb.
  • Tager en individuel samtale med de to: ”Hvad kan jeg gøre for at gøre Jer tilfredse.”Velvidende at du ikke kan give dem begge en mærkbar lønstigning.”
  • Gør ingenting og håber på det bedste.

”Preben er en af mine yndlingsmedarbejdere. Jeg elsker, når sådan en som ham rejser sig op på et fællesmøde og råber: ”Fuck dig dit fede møgsvin.” Preben skal helt klart have flere grunker. Han forsvinder alligevel snart og så kan jeg give pengene til Anna – til den tid,” lød løsningen fra Zentropas Aalbæk.

Med en fortid i Livgarden er ”Fuck dig” ikke lige noget Torben Schwabe kan goutere, og han var mere optaget af, om Preben var ved at blive destruktiv i sin færden.

”Sådan en negativ attitude skal helt klart ikke belønnes,” sagde Schwabe og fik støtte fra Lillian Mogensen.

”Det er selvfølgelig Anna, der skal have lønstigningen. Hun er hårdtarbejdende og effektiv, har en god attitude, og det skal klart belønnes.

Tilhørerne i salen kunne også stemme på det foretrukne svar. Det skete ved hjælp af elektroniske stemmebokse. Og mens 44 procent foretrak at give Anna lønstigningen, var det 51 procent, der havde hang til den individuelle samtale. Den ”bløde” samtale var også Alfreds foretrukne ageren.

”Jeg er nok meget den bløde mand,” sagde Irma- topchefen.

Dilemmaerne var opsamlet af Ledernes team af ledelsesrådgivere, der hver dag sparer med ledernes medlemmer om de utallige daglige ledelsesudfordringer.

Tekst: Trine Wiese
Foto: Henrik Frydkjær

Et andet ledelsesdilemma om den vanskelige samtale

Du har haft dit nye job som chef i tre måneder. Du har lagt mærke til, at specielt én af dine medarbejdere - lad os kalde ham Preben - virker uengageret. Han møder sent og går oftest hjem som en af de første. Der er tale om afdelingens absolutte brokkeøre på fællesmøderne. Han virker i det hele taget som en ”sofamedarbejder”. Du har haft en samtale med Preben lige efter, at du tiltrådte, men dengang var det for tidligt at se de her tegn.

Hvad gør du?

  1. Beder Preben komme ind til et møde, hvor du fortæller ham, at han kommer for sent, går for tidligt og brokker sig for meget. Et møde hvor luften bliver renset.
  2. Taler med en af hans kollegaer om, hvordan Preben agerer i det daglige simpelthen for at høre, om der er nogle problemer, som du ikke er opmærksom på.
  3. Indkalder Preben til en samtale, hvor du gør opmærksom på, at han evt. kan medtage en bisidder grundet alvoren i samtalen. Du vil tage en chefkollega med som observatør.
  4. Da du kun kan se problemer med Preben, beslutter du dig for at kalde ham ind på dit kontor. Du konfronterer ham med dine observationer og beder ham pakke sine ting og gå – med en fritstilling i sigte.


Der er ikke valgt nogen komponent.
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne