Østre Landsret har den 31. oktober 2007 afsagt dom om, at beskæftigelsesministeren ikke har ret til at få prøvet en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn om efterløn og feriemodregning.
Ledernes Hovedorganisation ved imidlertid endnu ikke, om ministeren vil kære afgørelsen til Højesteret. Ministeriet vil på grund af det udskrevne folketingsvalg ikke tage stilling til rettens afgørelse før efter valget den 13. november.
Ledernes Hovedorganisation afventer således en endelig udmelding fra beskæftigelsesministeren og kan derfor ikke foretage os yderligere på nuværende tidspunkt. Vi vil naturligvis skrive til alle berørte medlemmer, så snart sagen er afsluttet.
Sagen drejer sig om a-kassernes pligt til vejledning i forbindelse med udbetaling af feriepenge til personer på efterløn. Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse fra efteråret 2006 gav en borger mulighed for med tilbagevirkende kraft at fortryde sin beslutning om at holde ferie – efter at ferien var holdt – fordi kassen efter ankenævnets opfattelse ikke havde opfyldt sin vejledningspligt. Hermed fik efterlønsmodtageren ret til at få efterbetalt et efterlønsbeløb.
Beskæftigelsesministeriet har nedlagt påstand om, at nævnets afgørelse er ugyldig, mens Arbejdsmarkedets Ankenævn har påstået sagen afvist med henvisning til, at Beskæftigelsesministeriet ikke har nogen relevant retlig interesse i at føre sagen.