- Det er vigtigt, at medarbejderne er oplyste om, at det i første omgang ikke er et decideret forbud, man er ved at indføre, men snarere et tilbud. Et tilbud om en sundere livsstil, om et skub i den rigtige retning, siger rådgivningschef Vibeke Skytte, der var tovholder på projektet.
Hos Lederne var der en indslusningsperiode på tre år, hvor organisationen gik fra, at alle måtte ryge på kontorerne til i dag, hvor al rygning er forbudt såvel inde som ude.
- Kernen ved et vellykket rygeforbud er en klar og konsekvent kommunikation, krydret med nogle lange tidsfrister, så medarbejderne kan nå at vende sig til tanken, siger Vibeke Skytte.
Hun blev positivt overrasket over medarbejdernes reaktion på den nye rygepolitik, hvor ingen sagde deres job op, og omkring halvdelen af husets rygere valgte at kvitte tobakken.
Om rygerum siger rådgivningschefen:
- Rygerum er fine nok som et led i udfasningsprocessen. Men permanente rygerum er et sidespor, det er et helt forkert signal at sende. Man er nødt til at være konsekvent. Enten er vi røgfrie, eller også er vi ikke.
Lederne har udarbejdet 5 gode råd til hvilke overvejelser, man skal gøre sig, forud for et rygeforbud:
- Skal der være totalt røgfrit eller bare begrænsninger i rygningen? Beslut på forhånd, hvad I vil som ledelse.
- Udarbejd og nedskriv en begrundet rygepolitik.
- Inddrag og beslut sammen med medarbejderne, hvordan I når målet. Det kan dreje sig om afvænningstilbud, om tidsfrister og måske om rygerum.
- Indfør ikke reglerne på ultrakort tid, stræk det over et par år, så rygerne har tid til at vænne sig til den nye virkelighed.
- Overhold konsekvent de beslutninger, der er taget.