- Giv folk respekt og empati, så flytter de sig. Ledelse handler om integritet og lydhørhed over for medarbejdere, som kan være klogere end dig på mange områder, understregede Lisbeth Knudsen, der på Ledelsens Dag 2007 delte ud af sine erfaringer med at skabe forandringer i Berlingske Tidende.
Hun blev chefredaktør for Berlingske Tidende i april i år, hvor hendes første opgaver var at gennemføre en omfattende fyringsrunde, skabe fornyet tro på fremtiden hos de resterende medarbejdere og give avisen en ny markant profil.
En radikal ændring var strategien Web first, der betød, at internettet blev den primære kanal for nyhedsstof, og at alle journalister på avisen nu skulle producere til nettet. Der var en stor gruppe af medarbejdere, som var usikre på forandringerne. Her skal man bruge sit eget engagement og vise medarbejderne, hvad de kan få ud af det nye, forklarede chefredaktøren.
- Det kan ikke nytte noget at komme med alt sådan noget management bullshit som ”Nu skal du bare på det her kursus i at skrive til web, og så bliver det rigtig godt. Man er forpligtet til at tage hver enkelt medarbejders bekymringer alvorligt,” understregede hun.