Knap hver syvende leder på nederste ledelsesniveau og knap hver ottende mellemleder føler sig ramt af stress. Det samme gælder blot omtrent hver tolvte topleder.
Det fremgår af specialanalysen Den stressede leder, som Lederne Hovedorganisation har foretaget på baggrund af Det Danske Ledelsesbarometer 2005.
En væsentlig årsag til stress er ubalance mellem de krav, der stilles til lederne, og de ressourcer, de har til rådighed, oplyser miljøkonsulent Signe Tønnesen fra Ledernes Hovedorganisation.
- Der stilles meget høje krav til alle ledere. Men på de højere ledelsesniveauer har man typisk mindre personaleansvar og større indflydelse. På de lavere niveauer stilles der derimod høje krav til både drift og personaleledelse, og man har mindre indflydelse, siger Signe Tønnesen.