Det er nye tal fra Indeks Danmark, som er Gallups årlige undersøgelse af danskernes forbrug, der viser, at ledere spenderer flere kroner på ferie.
Især gruppen af ledere, hvis husstand forrige år brugte mellem 10.000 og 15.000 kroner om året på ferie, rykkede i 2005 en tand op. Mange af dem spenderer nu mindst 15.000 kroner om året i jagten på sol, sne og bjerge.
- Vi har råd og tid til luksus. Friværdier og skattelettelser og en god, sund og stabil økonomi har givet danskerne mange penge mellem hænderne. Og en af de første ting, vi forkæler os med, er at rejse, siger salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling, til magasinet Lederne.