Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Kvinder skal blande sig med mænd


15.03.2006

De mange nye netværk for kvinder er ikke den bedste måde at få gang i karrieren på. Det mener netværksforsker Christian Waldstrøm, som er lektor på Handelshøjskolen i Århus.


- Når kvinder mødes i et netværk, hvor kønnet er grunden til at mødes, får netværket mere karakter af at være en forening. Netværk skal være bredt og mangfoldigt, hvis det skal fremme ens karriere. Derfor er der ikke særlig meget logik i at mødes med kun kvinder, siger Christian Waldstrøm til Berlingske Tidende.

Han understreger, at han ikke er decideret modstander af kvindenetværk. Kvinderne må bare gøre sig klart, hvorfor de melder sig ind.

Journalist Susanne Hoeck er medstifter af kvindenetværket Morgendagens Heltinder samt af Women on their Way (WOW). Hun ser fordele i rene kvindenetværker.

- Fordelen ved kun at være kvinder er, når man skal diskutere problemstillinger, der vedrører kvinder. Det kunne eksempelvis være ligeløn, hvor man ikke forventer, at mændene vil gøre en særlig indsats for at forandre forholdene. Det handler også om at være synlige, og der kan det være en fordel at stå flere kvinder sammen, siger Susanne Hoeck til Berlingske Tidende.

Hun understreger dog vigtigheden af at deltage i mange forskellige slags netværk. Ifølge hende er udfordringen for kvindenetværk nu at blande sig med mænd.


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne