Den bedste måde for en virksomhed at lære kineserne bedre at kende er at udstationere sine ledere i landet. Det mener psykolog og coach Kirsten Høgh Thomsen, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
- Den udviklingsproces, der sker med erhvervsledere, som kommer en tur i ”Kina-laboratoriet”, forandrer deres hjerner for altid. De lærer at se både virksomheden og sig selv i et mere holistisk perspektiv, siger Kirsten Høgh Thomsen til Berlingske Tidende.
Kinesernes tidsbegreb er noget af det, som kan drive vesterlændinge til vanvid. Kineserne kan godt lide at holde flere muligheder åbne, så længe som det lader sig gøre. For eksempel når man skal indhente en underskrift eller færdiggøre en kontrakt.