Omsætningen blev løftet med 25 til 30 procent, og det lå langt over det forventede, fortæller direktør Poul Cullura, som netop har gjort status. Ikke så ringe, men så bør Meyers Deli vel fluks sende ledelsen på permanent ferie eller hvad?
- Nej, så enkelt kan det altså ikke stilles op, griner han.
- Der er stadig brug for ledelse til overordnet planlægning, og det er ikke sandsynligt, at medarbejderne kunne køre hele året på det høje niveau, som de gjorde i uge 22 med længere åbningstider og coctailbar om aftenen. Mange af dem var rigtig godt trætte søndag aften. Men nu har de fået en større indsigt i driften, så de stiller færre spørgsmål i dagligdagen, tør tage mere ansvar og har bedre forståelse for, hvorfor chefen ikke altid har tid, siger Poul Cullura.
Den ledelsesfri uge handler om en blanding af et PR-stunt og et forsøg på at gøre deli’en attraktiv som arbejdsplads og dermed gøre det nemmere at holde på de ansatte.
Meyers Deli er en del af tv-kokken og fødevarepioneren Claus Meyers madimperium. Forretningen specialiserer sig i eksklusive (og dyre) fødevarer og bruger mange kræfter på at give medarbejderne viden om varerne, hvilket gør det ekstra prekært at undgå den store udskiftning, der er typisk for branchen.
- Vi vil gøre det spændende at arbejde her, og samtidig vil vi gerne konkurrere på andet end løn, siger Poul Cullura.
Og nu vi er ved løn. De ansatte får cirka 25 procent mere i løn i gennemsnit, når de på fredag åbner deres lønpose. Den enkeltes ekstraløn blev udregnet efter et pointsystem i forhold til det antal timer, de havde lagt i butikken i uge 22.
Poul Cullura forventer, at den ledelsesfri uge nu bliver en fast ordning to gange årligt, men det er endnu ikke afgjort.