Teamchef Per Alkestrup fra Ledernes Hovedorganisation oplyser, at der i første halvår 2006 er røget 36 procent flere ansættelseskontrakter ind til juridisk gennemsyn sammenlignet med samme periode i 2005.
- Der er virkelig gang i hjulene i erhvervslivet og stor jobrotation blandt lederne. Det viser væksten i antallet af nye ansættelseskontrakter. Men samtidig er det sælgers marked, hvad angår ledere. Det er vi selvfølgelig glade over på vores medlemmers vegne. Men vi frygter, at dansk erhvervsliv risikerer at støde ind i ledermangel, og at det kan gå ud over Danmarks vækstpotentiale.
Det siger Per Alkestrup, der har det som en af sine kerneydelser at gennemgå individuelle ansættelseskontrakter for medlemmerne, når de står over for at skifte job.
De nye tal fra Ledernes Hovedorganistion kommer kort tid efter, at leder-organisationen har offentliggjort en spørgeundersøgelse, hvor hver tredje virksomhed herhjemme siger, at det er svært at skaffe nye ledere.
Tilsammen 36 procent af danske topledere oplyser, at de det seneste år ”generelt” eller ”i en del tilfælde” har haft vanskeligheder med at rekruttere ledere. Yderligere 15 procent melder om problemer i forbindelse med ”særlige stillinger”.
Samtidig kan Ledernes Hovedorganisation melde om rekordlav ledighed blandt egne medlemmer. Arbejdsløsheden hos Lederne er den tredje laveste i hele organisationsverdenen herhjemme.
Per Alkestrup ser i øvrigt en række nye tendenser i de ansættelseskontrakter, der passerer hans hold af eksperter: Flere og flere ledere vil ikke arbejde længe på jobbet hver dag. De stiller krav om fleksibilitet – altså bløde værdier frem for en skyhøj gage.
- Det handler om to ting. Den urimeligt høje topskat gør, at det ikke kan betale sig at arbejde ekstra. Så hellere få nogle benefits, der giver mere tid derhjemme. Det kan være godt nok for balancen i familien. Men for Danmark er det ærgerligt, at vores skattesystem hæmmer lysten til at arbejde endnu flere timer i en tid, hvor der er brug for lederhænder som aldrig før, siger Per Alkestrup.