Ledernes Hovedorganisation bifalder undervisningsminister Bertel Haarders beslutning om, at skoleledere skal have mulighed for at sætte sig på skolebænken med ledere fra andre offentlige sektorer og fra det private erhvervsliv.
Det sker på den såkaldte Diplomlederuddannelse, der er blevet til efter pres fra Ledernes Hovedorganisation. Dermed skærer undervisningsministeren igennem efter også at være blevet præsenteret for et forslag om at oprette en lederuddannelse alene forbeholdt skoleledere.
- Ledelse er et fag på tværs af sektorer. Man kan få så megen inspiration af at sidde sammen med ledere med andre erfaringer og tilgange. Så ministeren har set helt rigtigt, siger uddannelseschef Mette Bjørn fra Ledernes Hovedorganisation.