Mens svenske ledere ofte inddrager medarbejderne i store dele af beslutningsprocessen, er danske ledere mere autoritære og udstikker retningen for virksomheden. Det fremgår af analysen ”Arbejdspladskulturer i Øresundsundsregionen – forskelle og ligheder mellem danske og svenske arbejdspladser” fra Rambøll Management.
Analysen supplerer det dansk-svenske projekt ”Mentor på tværs” og omfatter ledere og medarbejdere fra tre virksomheder fra hvert land.
At danske ledere tager teten betyder, at der ikke er langt fra idé til handling. Det medfører dog, at det oftere er nødvendigt at justere arbejdsmetoderne undervejs. Samtidig er man mere tilbøjelig til at tage konflikter, både fra ledelsens og medarbejdernes side.
I svenske virksomheder vil man typisk bruge længere tid på planlægning. Dels for at sikre et klarere mål og en bedre planlagt proces, men også for at sikre, at alle er enige og bakker op om, hvordan tingene skal gøres.
En del af deltagerne i undersøgelsen påpeger, at svensk ledelse er præget af snak og overtalelse. Det garanterer dog ikke nødvendigvis, at svenskerne faktisk har mere indflydelse på ledelsens beslutninger, siger flere deltagere.
Der kan være tale om, at den megen snak blot skal ”smøre” medarbejderne til at være mere positivt stemte overfor ledelsens idéer og sikre, at medarbejderne oplever, at de har deltaget i beslutningsprocessen, hedder det i analysen.