Det skriver KL og KTO i undersøgelsen ”Ledere der lykkes”, der er udarbejdet i deres fælles samarbejde Væksthus for ledelse.
Gennem interviews med en række institutionsledere og kommunale mellemledere, samt disses medarbejdere og chefer, har Væksthus for ledelse identificeret fem fremtrædende kompetencer hos de ledere, der betegnes som succesfulde.
De fem kompetencer har det til fælles, at de i høj grad har fokus på personaleledelse. Det gælder eksempelvis evnen til at forstå menneskelige relationer, til at indgyde tillid og til at gribe ind overfor problemer i arbejdet eller med medarbejderne.
Men succesen er ikke gjort med, at lederne koncentrerer sig om personaleledelse. Der skal også være fokus på de strategiske udfordringer i lederjobbet, mener Mette Bjørn, teamchef i Ledernes Hovedorganisation.
Det er dog ikke altid de strategiske ledelsesopgaver, der står først i køen, når lederne skal prioritere deres arbejde.
Undersøgelsen Institutionslederen, der blev udgivet af Ledernes Hovedorganisation i efteråret 2004, viser at ledere på daginstitutioner, skoler og plejehjem prioriterer personaleledelse, administrativ ledelse, faglig ledelse og strategiske ledelsesopgaver i nævnte rækkefølge.
- I forbindelse med strukturreformen bliver lederne sat i spidsen for større enheder, og her er det ikke nok at tænke på personalepleje som leder. Man skal i høj grad også koncentrere sig om organisationens strategiske mål, siger Mette Bjørn.