Vejledningen for såkaldt Corporate Governance står i et større værk med anbefalinger til god selskabsledelse, som et udvalg under den afgående koncernchef for Group 4 Securior, Lars Nørby Johansen, i går fremlagde på Københavns Fondsbørs.
Inspireret af skandalerne i blandt andre de amerikanske selskaber Enron og WorldCom er det overordnede budskab i de nye retningslinjer, at virksomhedsledere skal følge reglerne eller forklare sig.
- Der er tale om anbefalinger – ikke om regler, slog Lars Nørby Johansen ifølge Jyllands-Posten fast under præsentationen. Han tilføjede, at der ikke er noget galt i at undlade at følge retningslinjerne, hvis man ellers giver en god begrundelse for det.
De første danske retningslinjer for Corporate Governance blev offentliggjort i 2001.