Det kan man læse i Politiken Søndag, som følger en gruppe ledere fra isproducenten Frisko. De har henlagt årets strategimøde til et velværetempel i det centrale København med spabad, massage, champagne og foredrag om holistisk ledelse på programmet.
Målet med at mødes i de utraditionelle - og for nogle temmelig udfordrende - rammer er at skabe en atmosfære, så de enkelte ledere tør åbne op for sig selv, vise deres personlighed og lade den forudsigelige lederrolle blive hængende på knagerækken.
Dermed genoptager de en tradition fra 1970’erne, hvor man gerne måtte have det sjovt, når man var på kursus eller konference med sin arbejdsplads, fortæller chefkonsulent Leif Sonne fra Ledernes Hovedorganisation, der selv oplevede kursusmiljøet i 1970’erne. Han fortæller om tiden dengang:
- Man var mere åben om sin personlighed, når man var på kursus. Vi var ikke nær så puritanske, som vi har været siden. Dengang var jeg selv på kurser, hvor vi dansede squaredance om aftenen, bagte pandekager og lagde lagkager sammen. Og gik i sauna, tilføjer Leif Sonne til bladet.
Han konstaterer, at der siden har været en række år med meget intens fokus på resultater og indtjening ude i virksomhederne. Det afspejlede sig i kursusmiljøet, hvor det især var vigtigt, at man lærte noget nyttigt, som man kunne bruge når man kom tilbage på jobbet.