Stress og usund livsstil tager i højere grad livet af mænd på de lavere ledelsesniveauer end af topledere.
Det viser den nye undersøgelse Hjertestatistik 2004, der er udarbejdet af Hjerteforeningen i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed.
Mandlige ledere med mindre end ti personer under sig placerer sig som den gruppe ud af 27, der er fjerde mest udsat for at dø af hjerte-karsygdomme – efter ansatte i rengørings- og renovationsbranchen, i transportbranchen, samt i bygge- og anlægsbranchen.
Omvendt har mænd i de højere ledelseslag den fjerde mindste risiko for at dø af hjerte-karsygdomme.
Forskningschef i Hjerteforeningen, Jørgen Videbæk, slår fast, at linje- og mellemledere helt åbenlyst er udsat for mere vedvarende pres end andre medarbejdergrupper i en organisation.
- De får opgaver, som de ofte ikke selv kan styre omfanget af og tidsfristen for, og de har samtidig ansvaret for at få medarbejderne til at yde, siger forskningschefen til magasinet Lederne.