Teamchef i Ledernes Hovedorganisation Lars Andersen er ikke overrasket over det høje procenttal:
- Ensomhed har altid været lederens lod, når der skal tages afgørende beslutninger. Så står vedkommende alene med afgørelsen. Det er bagsiden af medaljen, siger Lars Andersen til Urban.
Antallet af ensomme ledere stiger markant. Ifølge tal fra Ledernes Hovedorganisation havde 45 procent af lederne i 1999 slet ikke oplevet ensomhed. I 2002 var det tal faldet til 29 procent, mens 27 procent var ensomme i nogen grad, og ti procent i høj grad følte sig alene.
Årsagen til den stigende ensomhed skal findes i, at kravene til lederne ændrer sig voldsomt i øjeblikket:
- I dag skal en god leder ikke bare være fagligt kompetent, men også være på forkant med udviklingen i markedet og samtidig være en dygtig formidler og kommunikator. Det er et stort pres, og vi ser ensomheden på alle lederniveauer – ikke kun hos toplederne, siger Lars Andersen.