Selv om antallet af kvinder i toppen af danske virksomheder er steget i perioden 1996 til 2001, ligger dansk erhvervsliv international set stadig i den lave ende, når det gælder andelen af kvinder i ledelsen. Det forhold kan undersøgelsens resultater måske rykke ved.
- Vi vil gøre hvad vi kan for at fremme kvinder i ledelsen, og argumentet med en bedre bundlinie vil mændene også have forståelse for. Derfor kan en rapport som denne være med til at påvirke virksomhedernes strategi, siger Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.
Undersøgelsen bygger på en analyse af fire indtjeningsmål hos de omtrent 2300 største danske virksomheder. Virksomheder med kvinder i ledelsen kan fremvise en højere bruttoavance. På de øvrige mål – primært resultat, ordinært resultat og resultat efter skat – er der dog ingen effekt at spore.
I undersøgelsen slås det også fast, at det positive resultat ikke skyldes, at virksomheder med en god økonomi har tendens til at ansætte flere kvindelige ledere.
- Vi hilser resultaterne velkommen, og de er i tråd med vores egen holdning, nemlig den, at bedre balance mellem kønnene i ledelsen giver et bedre arbejdsmiljø, som jo i sidste ende gavner bundlinien, siger afdelingschef Trine Thorning fra Ledernes Hovedorganisation.