Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Fine forslag til vækst


02.06.2005

Regeringens særlige udvalg, Tænketanken for Fremtidens Vækst, har netop fremlagt 23 konkrete initiativer til vækst.


De mange forslag afspejler en bred indgang til de mange udfordringer, som Danmark står overfor. Den holdning kan Lederne tilslutte sig.

- Det er rigtigt set, for det er ikke nok at sætte ind på et enkelt område. Det kræver indsatser over en bred front, hvis Danmark skal klare sig i den globale konkurrence og sikre fortsat vækst og nye arbejdspladser, siger uddannelseschef Mette Bjørn fra Lederne.

Tænketanken betoner især behovet for at gøre det danske uddannelsessystem bedre. Forslagene går fra professionalisering af ledelsen i folkeskolen over obligatorisk ungdomsuddannelse til et løft i efteruddannelsesindsatsen.

Et andet hovedbudskab er mere forskning og brugerdreven innovation, og tænketanken efterlyser samtidig stærkere incitamenter til at arbejde og investere samt færre barrierer for et mere dynamisk erhvervsliv.

Efter Ledernes vurdering afspejler de 23 indsatsområder ganske godt de felter, hvor der er behov for nytænkning.

- Skal det danske uddannelsessystem have et løft, skal der nytænkning til, det er ikke nok at komme med lappeløsninger. Også forslaget til fjernelse af topskatten og forhøjelse af beskæftigelsesfradraget vil efter vores mening være et skridt i den rigtige retning og give en øget tilskyndelse til at gøre en ekstra indsats, mener Mette Bjørn.

Hun savner dog balance i tænketankens udspil. De fleste af forslagene handler om, hvad det offentlige kan gøre for at ruste erhvervslivet og samfundet til globaliseringens udfordringer. Men de indeholder meget lidt om, hvad erhvervslivet selv kan gøre.

- Man kunne godt efterlyse forslag til, hvad virksomhederne kan gøre for at ruste Danmark til globaliseringens udfordringer, tilføjer hun.


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne